
At tage en rolle på sig, som sig selv!
Når man siger ja til et job træder man ind i en rolle. Organisationen som helhed har – med rette – krav og forventninger til at man forvalter den rolle på en måde, så det tjener virksomhedens interesser bedst.
Jeg blev i forbindelse med et lederseminar konfronteret med at rollebegrebet gjorde lederen til en skuespiller, men der er ikke tale om at spille en rolle. Der er tale om at udfylde en rolle. Der er nogen der har brug for, at man tager sig af en konkret opgave for at få organisationen til at fungere og præstere efter hensigten. Hvordan man så forvalter rollen bør være op til en selv ud fra det menneske, man er.
At finde ud af det – altså hvem man er – er til gengæld en livslang opgave, som det er vigtigt at den enkelte tager på sig for at udfylde ledelsesrollen så godt som muligt.
Det handler dels om at blive bevidst om hvilke værdier og behov man har og hvordan man vælger at imødekomme dem, dels om hvor ens primære styrker og talenter ligger og hvordan man bruger dem. Og så handler det om at blive helt skarp på, hvad man brænder for og dermed ønsker at bidrage med. At finde dette giver en oplevelse af et meningsfuldt personligt formål, som man kontinuerligt kan pejle efter. Noget der hæmmer dette arbejde er alle de forestillinger og mønstre, som er indarbejdet igennem livet og som styrer vores adfærd på et ubevidst plan.
Så et vigtigt skridt hen imod at tage sin rolle fuldt og helt på sig og at være sig selv imens, er at skabe bevidsthed. Jo mere bevidst du er om intentioner, overbevisninger og adfærd jo nemmere er det for dig at opfylde dine egne og organisationens krav og forventninger til dig i rollen som leder
Powered by ADzite CMS