Hvor er det dejligt, at alt er som det plejer…!

Man kan godt blive lidt træt af at skulle udvikle sig selv hele tiden. Specielt hvis udvikling alene handler om at lave sig selv om. Men er det hele sandheden om udvikling?

Hvad nu hvis udvikling også handler om at kende sig selv noget bedre og så være tro mod det?

For nylig opdagede jeg f.eks., at en forventning til mig selv om hele tiden at være positiv også i negative situationer undergravede min selvtillid. Nu har jeg i stedet valgt at give plads til både begejstring og frustration  hvilket giver mig mulighed for at (af)reagere og komme videre, og det giver mig en oplevelse af handlekraft. Jeg har ikke lavet mig selv om, men jeg forstår og accepterer mig selv i højere grad.  Noget jeg betragter som udvikling.

De fleste af os er styret af mønstre og motiver, som vi ikke er bevidste om, men som har stor indflydelse på vores adfærd  og vores oplevelse af tingene. Forestil dig hvor meget det ville betyde for din evne til at navigere tilfredsstillende i dit liv, hvis du blev mere bevidst om – og accepterede - hvad du er styret af, hvad du har brug for og hvilke ressourcer du rent faktisk har at trække på.  Ville det være en ok udvikling?